logo

Vi har haft besøg

Den 31. marts 2016 kom minister Inger Støjberg forbi.

Ballerup Bladet skrev:

Ministeren kom forbi til en integrationssnak
VirksomhedsbesøgVirksomheden Botica Entreprise fik torsdag eftermiddag besøg af integrationsminister Inger Støjberg. Hun ville høre om firmaets erfaringer med at ansætte flygtninge.

I denne tid bliver der talt rigtig meget om de mange flygtninge, som kommer til landet og hvad vi kan gøre for at integrere dem – både samfundsmæssigt og på arbejdsmarkedet.

En af de virksomheder, som har taget det ansvar alvorligt er Botica Entreprise A/S i Ballerup. Her har man haft flere flygtninge i praktik og har senest valgt at fastansætte Annan fra Syrien. Annan er uddannet smed og mekaniker fra Syrien og er altså nu en del af virksomhedens arbejdsstyrke.

Det var på den baggrund, at integrationsminister Inger Støjberg (V) torsdag eftermiddag besøgte Botica for at høre mere om deres erfaringer med at ansætte flygtninge i både praktik og i faste jobs.

Hun ville også tale om virksomhedens samarbejde med Jobservice Danmark og jobcentrene og samtidig få drøftet hvad man kan blive bedre til og hvad man har lært af.

Konkrete input

I forlængelse af de seneste trepartforhandlinger er man netop blevet enige om, at det handler om at få flygtningene i job hurtigst muligt og samtidig få en afklaring af, hvad man kan kræve af den enkelte flygtning i den sammenhæng.

Inger Støjberg fik snakket konstruktivt og positivt med blandt andet firmaets direktør Erik Nimb og fik efter en times tid en række brugbare og konkrete input til, hvad man kan gøre for at få flygtningene i praktik og i arbejde i en virksomhed. Input, ministeren nu kan tage med tilbage til Christiansborg og arbejde videre med i den store indsats det kræver, at få et stort antal flygtninge bedst muligt ind på arbejdsmarkedet.

 

Inger Støjberg

 _________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Borgmesterbesøg

Den 14. marts 2016 kiggede borgmester Jesper Würtzen samt kommunaldirektør Eik Møller og erhevervschef Jette Rau forbi til en snak om at være virksomhed i Ballerup.

 DSC_0752

 _________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Vores Syriske flygtninge er blevet intervewet af Ugebladet, Hørsholm:

Fra flugt til job: Med en stærk vilje er det muligt

Ugebladet har mødt syriske Adnan Ali Feiz og Ali Hussein Al-Hamade, der har klaret springet ind i 'rigtigt' job

Ali Hussein Al-Hamade og Adnan Ali Feiz er to flygtninge i Hørsholm, der har fået arbejde med løn i en dansk virksomhed.

Efter den obligatoriske ulønnede praktik på 13 uger blev de begge straks ansat i entreprenørvirksomheden Botica Entreprise A/S og er nu ved at slutte et fire måneders forløb, hvor de har været i lønnet arbejde med tilskud fra Hørsholm Kommune.

57-årige Adnan Ali Feiz og 39-årige Ali Hussein Al-Hamade vil dog også herefter kunne regne med at have job i Botica.

"Jeg har været meget heldig. Der har været stor imødekommenhed. Jeg tror, at hvis flygtninge viser ægte vilje, kan det være svært for arbejdsgiverne at sige nej. Dette er en mulighed for at vise, hvad vi kan," siger Adnan Ali Feiz til Ugebladet.

"Man skal vise disciplin"

Det er to år siden, Adnan kom til Danmark. Hans danskkundskaber er fortsat så begrænsede, at Marcus Sabri, indehaver af InsideKnowledge, er med for at oversætte. InsideKnowledge er en af de virksomheder, kommunen samarbejder med for at få flygtninge i job - og Marcus er mentor for Adnan og Ali.

"Sproget," kommer det prompte fra Ali Hussein Al-Hamade, da han bliver spurgt, hvad der er det sværeste ved at finde sig til rette på en dansk arbejdsplads.

"Det må dog ikke være en forhindring. Er der en gensidig vilje, en stærk vilje, er det muligt," tilføjer Ali, der har været i landet i 19 måneder og kan så meget dansk, at han - med lidt hjælp fra tolken - kan lade sig interviewe af Ugebladet. Og Ali har sin egen opskrift på, hvordan flygtninge kan komme i arbejde.

"Man skal vise disciplin og holde sine aftaler. Men det kunne også være godt, hvis den danske regering kunne støtte arbejdsgiverne yderligere økonomisk, så de kan ansætte flygtninge," mener han.

Solid erhvervserfaring

De har begge en solid erhvervserfaring fra at drive egne virksomheder i Syrien med sig i bagagen. Og de ser forskelle på, hvordan en dansk arbejdsplads fungerer i forhold til der, hvor de kommer fra.

"Hierarkiet er det samme. Der er en formand og en sjakbajs, men det er som om, man er mere lige her. Der er større respekt. Her er der mere respekt for opgaven, end der er respekt for stillingen," mener Adnan.

Ali er enig og fortæller, at sproget forhindrer, at han får alt med.

"Men når der laves sjov, kan man godt fornemme det på glimtet i øjet," siger Ali, mens Adnan mest taler om, at han føler sig mødt med og talt til med respekt.

Adnan og Ali er flygtet fra henholdsvis Damaskus og Raqqa i Syrien, da borgerkrigen begyndte.

Deres vej til Hørsholm

Ali arbejdede selvstændigt som maler og ejendomsmægler og tog sammen med sin kone til Libyen. Da der også var uroligheder her, tog de i båd til Italien og derfra til Danmark.

Adnan, der arbejdede som selvstændig blikkenslager, flygtede til Egypten med hustru og store børn. Fra Egypten tog de fire store børn til Sverige, mens Adnan, hans kone og det yngste barn blev i Egypten. Senere forsøgte de så via Italien og Danmark at komme til Sverige for at blive genforenet med resten af familien, men blev stoppet i lufthavnen i København og fik i stedet asyl i Danmark. De fik anvist Viborg som den kommune, de skulle bo i. Senere søgte de om at komme tættere på børnene i Sverige og kom ad denne omvej til Hørsholm.

"Børnene bor i Helsingborg, så det er fint," siger en glad Adnan Ali Feiz.

 Adnan & Ali


Ugebladet skrev også:

De ansætter flygtninge, fordi det kan betale sig

To af Hørsholms syriske flygtninge er på vej til 'rigtige' job i lokal virksomhed

Endnu får John Nolsøe og entreprenørfirmaet Botica Entreprise tilskud fra Hørsholm Kommune til lønnen for Adnan Ali Feiz og Ali Hussein Al-Hamade, to syriske flygtninge, der arbejder i virksomheden.

Men når tilskuddet på 79,05 kroner i timen snart forsvinder, vil de to fortsat være at finde i virksomheden.

For direktør John Nolsøe, den ene af Boticas tre ejere, ansætter ikke flygtninge, fordi det er politisk korrekt. Han gør det, fordi han er sikker på, at de kan tjene penge hjem til firmaet.

"De knokler. De er lige så gode som andre, ja, nogle gange bedre end dansk arbejdskraft," fortæller John Nolsøe til Ugebladet.

Sproget en udfordring

Botica er en af de få virksomheder i området, der er gået de skridt videre, der fører til, at flygtninge får fodfæste på det danske arbejdsmarked, får lært sproget og kan klare sig selv og blive 'opslugt' i det danske samfund.

"Sproget er den helt store udfordring. Hverken Adnan eller Ali kan meget dansk endnu eller engelsk for den sags skyld, og de folk, vi har ansat, er i forvejen ikke særligt sprogkyndige," fortæller John Nolsøe.

Han har haft tre flygtninge i virksomheden, men synes, det var i overkanten af, hvad man kunne klare. For selv om John Nolsøe gang på gang pointerer, at Adnan og Ali er deres løn værd, er det ikke helt uden omkostninger at have dem med på holdet.

Én dansker til én flygtning

I Botica har de eksempelvis besluttet, at der skal knyttes én dansk kollega til én flygtning, og de skal så arbejde sammen dag efter dag.

"Man skal ville det. Og man skal have medarbejderne til at ville det," siger John Nolsøe.

Tanken om at lade en dansk medarbejder følge en flygtning er kommet af, at der i Botica er mange forskellige opgaver, der skal løses. Der er ikke tale om en virksomhed, hvor der arbejdes ved samlebånd.

"Det nytter ikke, at de bliver kastet rundt til mange forskellige personer og opgaver. Det her giver mere tryghed og stabilitet," siger John Nolsøe.

Det går lidt langsommere

Per Jørgensen er en af de medarbejdere, der er fast makker med Adnan Ali Feiz.

"Det går fint," konstaterer Per Jørgensen og beretter om, at tingene går lidt langsommere end ellers, men at det bliver bedre og bedre.

"Adnan er blikkenslager hjemmefra, så han har sin faglighed. Min opgave er at se til, at han gør det rigtige, og der er nu større og større ting, han kan sættes til," fortæller Per Jørgensen.

Adnans dansk er fortsat ikke godt nok til, at de kan snakke særlig meget sammen, men også her er der fremskridt.

Sproget er ifølge John Nolsøe tillige en hindring for, at personer som Adnan Ali Feiz og Ali Hussein Al-Hamade kan få mere specialiseret arbejde eller få kundekontakt. De fungerer som arbejdsmænd og bliver nok også ved med det i en rum tid.

Botica arbejder udelukkende for det offentlige, det vil sige for stat, regioner og kommuner. Blandt andet laver Botica en del for Hørsholm Kommune.

Det var således John Nolsøe og hans folk, der har opført de pavilloner på rådshusgrunden i Hørsholm, hvor en del af kommunens flygtninge har fået midlertidig bolig.

"Det var, da vi satte pavillonerne op, jeg fik idéen om, at vi jo burde ansætte flygtninge. Det har jeg ikke fortrudt," siger John Nolsøe.

John & Per